- Indledning
- En video fra ashrammen
- Sådan begyndte det
- Lidt om skolen
- Sådan går dagen
- Andre aktiviteter
- Udviklingsprojektet i landsbyerne
- Udyog Mandir – værkstedsprojektet
- Kvinders syn på udvikling
- Lakshmi Ashrams Venner
Indledning
Lakshmi Ashram er en pigeskole, hvor undervisningen bygger på Gandhis teorier om Basic Education. Den er samtidig samlingspunkt for meget af det frivillige arbejde i Himalaya og et sted, hvor landsbykvinderne organiseres til at løse deres egne problemer og forbedre deres livsbetingelser. Den ligger i Kumaon, som er et bjergområde i det nordøstligste hjørne af Indiens folkerigeste stat, Uttar Pradesh. Siden år 2000 har dette område været en separat delstat, Uttaranchal. Denne stat har en lang grænse fælles med kongeriget Nepal. Langt tilbage i historien var Kumaon et selvstændigt land. Nu er det et område uden synlige grænser, men med en speciel folkekultur, der er anderledes end kulturen i det indiske lavland.
Skal man fra Delhi til Kumaon, kan man tage med nattoget til Haldwani eller Kathgodam. Derfra går rejsen videre med bus ad smalle asfaltveje i hårnålesving stadig opad og mod nord til Almora – distrikstbyen. Hen på eftermiddagen når man endelig til Kausani. Det er også muligt at tage direkte derop fra Delhi med en natbus – en 14 timers tur. I Kausani kan man for første gang se sneen på Trishul, Nanda Devi og andre bjergtinder i Himalayakæden. Skråningerne er stejle og bevokset med fyrreskov. Vi er i 1700 m’s højde, og spredt på bjergsiderne ligger landsbyer, som kun er tilgængelige ad stenede stier. På terrasser med marker i sirlige systemer og nede i dalene dyrkes hvede, ris og grønsager.
Dagligdagen i de små landsbysamfund er en hård kamp for tilværelsen, præget af gamle traditioner og faste livsmønstre. Mange af mændene arbejder i fjerne byer eller er ansat i militæret og kommer kun hjem på korte besøg. Det er kvinderne, som dyrker markerne. De sår og høster uden hjælp af maskiner, henter vand fra kilder og floder, går i skoven og skærer græs og kviste til køer og bøfler. De samler brænde til ildstedet og fyrrenåle til strøelse for dyrene. Alt dette bærer de hjem på hovedet i store tunge bundter, og samtidig passer de den daglige husholdning.
Gennem de sidste generationer er kvindernes arbejdsbyrde umærkeligt blevet større. Industrien udnytter skovene stadig mere intenst. Befolkningstilvæksten er vokset, og derfor må kvinderne gå længere for at hente brænde. Den hensynsløse træfældning har også været årsag til en sænkning i grundvandsstanden, så mange kvinder må nu gå fra 5 til 10 km efter vand. Selv i kulde, regn og sne vandrer de – også umiddelbart efter en fødsel. Derfor er sygdom og tidlig død hverdagsbegivenheder, og selvmord er ingen sjældenhed blandt kvinder i disse landsbyer.
Den ny tid er trængt frem med fjernsyn, transistor-radioer, alkohol, moderne tøj og skoler, men det har ikke bragt den store ændring i landsbykvindens liv. Til en vis grad er hun stadig analfabet. Mens de fleste drenge nu bliver sendt i skole og til højere læreanstalter, sker dette ikke for pigerne – specielt ikke for landsbypigerne. De får nok lov til at starte i skolen, men bliver ofte taget hjem igen efter 5, 6 eller 8 år. De piger, som fortsætter deres skolegang i 10 eller 12 år, får ikke automatisk mulighed for et bedre liv eller en større selvtillid. Det er stadig skik, at der betales store summer i medgift til en piges svigerfamilie. Derfor er mange pigebørn ikke velkomne, når de fødes, og gennem hele barndommen rodfæstes mindreværdskomplekser og afhængighed af andre dybt i deres sind. Traditionelt har en pige ikke andre eksistensmuligheder end det ægteskab, forældrene arrangerer for hende. Alle senere afgørelser træffes af manden. Hun vover end ikke at fremføre sin mening, hvis hun har nogen.
En video fra ashrammen
Ruth og Alex fra Mexico tilbragte to måneder på Lakshmi Ashram og lavede denne video om livet på stedet og med interviews med Radha Bhatt og Neema Vaishnava:
Sådan begyndte det
I 1932 kom en engelsk pige, Sarala Devi, til Indien for at slutte sig til Mahatma Gandhi og hans bevægelse. Hun tog aktivt del i frihedskampen mod det engelske kolonistyre og var af den grund fængslet to gange. I begyndelsen af 40’erne var hendes helbred så ødelagt, at Gandhi sendte hende på rekreation til Kumaon, og her begyndte hun kort tid senere at arbejde for at forbedre bjergkvindernes kår. I 1946 forærede en embedsmand i Kausani et gammelt hus til Gandhi-bevægelsen, og her startede Sarala den pigeskole, der senere blev til Lakshmi Ashram.
Ledelsen af skolen blev i 1967 overtaget af Radha Bhatt, som i 1989 overlod ansvaret til nogle af skolens medarbejdere.
Lidt om skolen
Lakshmi Ashram har normalt mellem 60 og 100 beboere – deraf en halv snes lærere. Eleverne er i alderen fra 7 til 20 år og fordelt på 10 klassetrin. Pigerne kommer hovedsageligt fra Kumaon. En del er fra kasteløse familier eller stammeområder, og mange har tragiske familieforhold som baggrund. De ældste er ofte enker eller har på anden måde opløste ægteskaber bag sig. Enkelte har mindre fysiske handicaps, og for mange er Lakshmi Ashram den redningsplanke, der kan give dem mulighed for et liv i værdighed og med selvrespekt. Skolen lægger vægt på, at pigerne lever og arbejder sammen på tværs af kaste og andre skel. Så godt som ingen af dem er i stand til at betale for deres ophold, og de økonomiske midler til skolens drift kommer dels fra indiske kilder, dels fra private venner – især fra Danmark.
Ashrammen ejer ca. 4,5 hektar jord, hvoraf lidt over halvdelen er dyrkede terrasser. Man holder køer for at få mælk, og både jord og dyr passes af elever og lærere i fællesskab. Der er en hovedbygning med klasseværelser, der også bruges som soverum for pigerne og deres lærere. I samme bygning er der mødesal, spisesal, køkken, kontor og værelse til de syge. Netop nu er der planer om en udvidelse af hovedbygningen. Det skal give plads til flere elever samt forbedre forholdene for de syge. Bag vaskepladsen ligger kostalden og værkstedsbygningen, der bruges til spinde- og væveaktiviteter. Længere oppe ad bjergsiden ligger den gamle Lakshmi Ashram, der nu benyttes til gæster og opholdsrum for lærerne.
Målet for Lakshmi Ashrams arbejde er at medvirke til at gøre livet bedre for landbefolkningen i Kumaon. Især ønsker man, at kvinderne bliver mere bevidste om deres egen situation. Man ønsker, at de lærer at formulere sig for at styrke deres selvtillid og selvrespekt. Lakshmi Ashram tror, at oplyste kvinder kan blive begyndelsen til en social, økonomisk og menneskelig forandring af forholdene i Kumaons landsbyer.
Grundlaget for undervisningen er Gandhis tanker om uddannelse af hele mennesket. Han kaldte det Basic Education. Heri ligger, at man tager udgangspunkt i elevernes baggrund i livet hjemme i landsbyen og derfra udvikler deres erfaringsverden. Gandhis idealer om selvforsyning og simpel levevis er integreret i hele skolens liv.
Sådan går dagen
Efter morgensamling og morgenmad starter både elever og lærere med praktisk arbejde. De hjælpes ad med at dyrke markerne, passe køerne, samle brænde i skoven, bære vand, rense ris og linser, lave mad, gøre rent, vaske og reparere tøj. Det er helt i overensstemmelse med Gandhis filosofi, og hvad der er lige så vigtigt – det får dagligdagen til at ligne livet i landsbyen. Samtidig sørger man for, at eleverne får en teoretisk viden om de økologiske virkninger af det, mennesker gør ved naturen.
Midt på dagen samles alle til en spinde- og sytime. Hver bidrager til produktion af trøjer og tæpper, som bruges i Ashrammen. Under dette arbejde bliver der som regel sunget eller fortalt historier for at styrke fællesskabet.
Om eftermiddagen undervises i de almindelige boglige fag. Eleverne kan tage de anerkendte prøver efter 5., 8. og 10. klasse. Desuden kan de – ved selvstudium – kvalificere sig til prøver efter et 11. og 12. skoleår. Bagefter er der mulighed for at deltage i et “tjen-og-lær” program, hvor de får ansvar for et af de daglige jobs på Ashrammen. Samtidig kan de fortsætte med selvstudium for eventuelt at tage højere eksaminer.
I den daglige undervisning indgår mange musiske aktiviteter som sang, dans og drama. At kunne og turde udtrykke sig med ord er uhyre vigtigt for disse piger. Derfor anvendes samtale og diskussion også meget i undervisningen. Man har dagens avis med i denne træning, og hver måned udgives to små skoleblade, hvor pigerne selv skriver om de tanker, der optager dem, og bringer problemer til debat.
Før aftensmaden samles man til fælles aftensang, og derefter aflægger de forskellige arbejdsgrupper rapport om, hvad de har nået. Alle kan komme frem med ønsker og ideer, og klager tages op. Her møder pigerne deres første virkelige udfordring, for naturligvis er det en stor overvindelse for en nyankommet pige fra en afsides landsby at rejse sig op i forsamlingen og tale frit om sine tanker.
Hvert år kommer eleverne på lejrskole. Det er en vigtig del af undervisningen, at pigerne således får mulighed for f.eks. at deltage i miljø-arrangementer, besøge græsrodsorganisationer eller se historiske steder.
I 1993 startede Lakshmi Ashram et specielt syv måneders kursus i Gandhis filosofi og levevis. Elever, der har afsluttet deres 10. eller 12. klasse, og landsbypiger eller -drenge, som ønsker at arbejde eller allerede arbejder i frivillige sociale aktivistgrupper, kan deltage i dette kursus. Undervisningen foregår både i Lakshmi Ashram og i Sevagram i Maharastra.
Andre aktiviteter
Skolen har sin egen “regering”. Det vil sige, at de forskellige områder af skolens liv er delt i ministerier, som hver har en ansvarlig minister. En turnusordning sikrer, at alle kommer i berøring med hvert enkelt område. Ministrene vælges demokratisk af og blandt eleverne. Der er en statsminister, en kulturminister, en landbrugsminister, en rengøringsminister, en køkkenminister, en sundhedsminister, en gæsteminister, en redskabsminister og andre efter behov. Sigtet med dette er at opøve pigerne til ansvarlighed og medbestemmelse og at udvikle deres evner til at organisere, således at de senere kan blive initiativtagere til ny udvikling i landsbyerne.
Nu og da tager en lærer sin klasse med på en landsbytur – en slags lejrskole til fods fra landsby til landsby. Gruppen kontakter landbobefolkningen ved at opføre drama og ved at synge og danse. Bagefter starter man diskussioner med tilskuerne om de emner, som blev taget op i programmet. Det kan være alkoholproblemer, miljøbeskyttelse eller kvindeuddannelse.
Det er et vigtigt led i skolens pædagogik, at lærerne deltager på lige fod med eleverne i alle aktiviteter. De arbejder, spiser og sover sammen. Det kræver naturligvis lærere, der betragter dette arbejde som et kald, og som efter nøje overvejelser har valgt denne livsform.
Lakshmi Ashram har året igennem mange gæster fra både ind- og udland, og det forventes, at gæsterne indgår i skolens daglige liv og deltager i arbejdet på lige fod med pigerne. Alle fremmede opfordres til at fortælle om sig selv og deres arbejde. Pigerne stiller spørgsmål og erfarer på den måde, at det er muligt at kommunikere med folk fra fjerne egne.
Sådan er arbejde, fritid og undervisning vævet sammen til et mønster i Lakshmi Ashram. “At lære ved at erfare” er en af grundsætningerne i Basic Education, og den skulle gerne følge Lakshmi Ashrams elever livet igennem.
Udviklingsprojektet i landsbyerne
En af Lakshmi Ashrams aktiviteter har været koncentreret i Dhauladevi området øst for Almora, ca. 100 km fra Kausani. I 1978 startede Ashrammen et projekt i samarbejde med lokalregeringen i Uttar Pradesh, The Khadi Commission samt nogle Lions Club’er i Danmark. Man gik i gang med et spinde- og strikkeprogram blandt landsbykvinderne og gav dem samtidig en mere formel boglig undervisning. Sidstnævnte er siden stoppet, mens spinde- og strikkeprogrammet fortsætter i flere landsbyer.
Lakshmi Ashram giver råuld og garn til landsbykvinderne, som spinder og strikker trøjer og derved tjener lidt penge. En af Ashrammens tidligere elever hjælper gennem sin organisation, Mahila Haat, med at forbedre produkterne ved at lave træningsprogrammer.
Den daglige ledelse er overladt til en anden tidligere Ashram-elev og 45 lokale kvinder, som således er aktivt involveret i arbejdet. I øjeblikket har Lakshmi Ashram tre små butikker, der sælger håndlavede produkter. Den ene ligger i Kausani, mens de to andre er placeret i Dhauladevi området. Alle tre butikker sigter på handel med turister så vel som med lokalbefolkningen, og de styres af en Ashram-pige og to lokale kvinder.
I samme område startede Lakshmi Ashram i 1982 et børnehave-program med støtte fra SIDA, den svenske udviklingshjælp. For tiden eksisterer der omkring 40 børnehaver, der får økonomisk hjælp fra en lokal organisation, Uttarakhand Sewa Nidhi. Børnehaverne giver job til lokale kvinder og førskole-undervisning til flere hundrede små børn. Børnefestivalen – Bal Mela – er nu en årligt tilbagvendende begivenhed. Børnene viser, hvor dygtige de er blevet til at danse, synge, recitere digte og opføre sketches, mens lærerne får mulighed for at vise, at de er i stand til at organisere et så stort arrangement. Landsbykvinderne får også mulighed for at udtrykke deres synspunkter.
Hvert år afholdes i Kausani et træningskursus for børnehavelærere. I de sidste femten år har dette børnehaveprogram inspireret, vejledt og trænet mange frivillige medarbejdere i Kumaon og Garhwal til at starte børnehaver i deres egne områder.
At opprioritere miljøarbejdet og organisere græsrodskvinder til at få et bedre liv og et bedre samfund er ligeledes vigtige aktiviteter i Lakshmi Ashrams udviklingsprogram. Derfor har der været afholdt flere kurser for at anspore til at bygge røgfri komfurer, toiletter og opsamlingstanke til regnvand.
For få år siden bragte Lakshmi Ashram kvinder fra forskellige dale i Kuamon og Garhwal sammen for at gøre dem opmærksom på deres fælles problemer og hjælpe dem med selv at finde løsninger. Hånd i hånd med mange andre aktivistgrupper over hele Himalaya ser det nu ud til, at dette arbejde vokser til en samlet indsats i en ny organisation – Græsrodskvinder i Himalaya.
Udyog Mandir – værkstedsprojektet
Sidst i 70’erne erfarede Lakshmi Ashram, at der var behov for at forsyne kvinderne i de fjerneste egne af bjergene med en hånddreven kartemaskine. Et værksted – Udyog Mandir Centret – blev etableret i Kausani og udvikling af en kartemaskine efter en dansk model begyndte. I de forløbne år er der produceret og fordelt mange kartemaskiner til landsbyboerne, som fik dem for et ubetydeligt beløb og fandt dem meget brugbare.
Nu udvikler dette værksted nye og forbedrede landbrugsredskaber samt spinde- og væveudstyr til bondefamilier i bjerglandsbyerne.
I værkstedsbygningen har Lakshmi Ashram åbnet et miljø-studiecenter,hvor man kan huse 25 personer. Et bibliotek med bøger og tidsskrifter om miljø er oprettet med hjælp fra Danida. Der er rig mulighed for direkte studier i marken. Indtil nu er det blevet benyttet af teenage-grupper fra Indien og England. Dette center huser også Kasturba biblioteket – et folkebibliotek med læsesal til gavn for lokalbefolkningen.
Kvinders syn på udvikling
Lakshmi Ashram er en institution, som er en del af det lokale såvel som det globale samfund. Den er ikke isoleret på sin bjergtop, men har altid været og er stadig meget aktiv i løsning af problemerne i Himalaya området og i hele Indien.
Ashrammen er dybt involveret i store folkelige bevægelser som fx Chipko-bevægelsen, som kæmper for at redde skovene i Himalaya, at standse den hazarderede minedrift, at protestere mod bygning af de store dæmninger i meget følsomme områder i bjergene og protestere mod det store alkoholmisbrug, der ødelægger mange familiers og landsbyers økonomi og gør livet elendigt for kvinderne.
I over 50 år har Lakshmi Ashram med stædighed og udholdenhed bidt sig mere og mere fast i disse høje bjerge og dybe dale. Under skiftende regeringer og store omvæltninger i dette mægtige land har Ashrammens beboere uden tøven taget hvert nyt problem op til overvejelse og behandling. De har set udviklingen med kvinders øjne og forsøgt at lette kårene for så mange af deres medsøstre som muligt.
Lakshmi Ashrams Venner
I 30 år har der bestået et venskab mellem Ashrammen og nogle mennesker i Danmark. Det har udviklet sig til, at der regelmæssigt sendes penge til arbejdet både i form af sponsorships for pigerne og bidrag til arbejdet i almindelighed. To-tre gange om året udsendes et nyhedsbrev “Sanchar”, der fortæller om livets gang på Ashrammen.
Lone Poulsen, August 1998